Der er officiel og gratis festivalparkering på Valbyvej, lidt nord for Elmedalsvej. Her er der plads til både biler, busser – og alt det indimellem.
Fra parkeringspladsen er der cirka 800 meter at gå til festivalpladsen. Ruten er tydeligt skiltet, så du skal bare følge strømmen (og skiltene).
På pladsen står vores søde og hjælpsomme parkeringscrew, som sørger for anvisning og gerne svarer på spørgsmål, hvis du er i tvivl om noget. De ved mere, end de ser ud til.
Der er etableret en af- og påsætningszone tæt på festivalpladsen, hvor der er god plads – også hvis der skal kørestole, barnevogne eller andet med ud af bilen. Kør efter Rosenkildeparken og følg skiltningen samt hjælpernes anvisninger ved ankomst. Fra afsætningszonen er der kun omkring 100 meter til indgangen.
I zonen udleverer crewet også små rutekort, som viser den nemmeste vej fra festivalpladsen og direkte tilbage til parkeringsområdet. Spørg bare – de har styr på det.
Der er desuden tydelig skiltning i området, som viser, hvor man må og ikke må standse, så trafikken glider, og alle kommer godt frem.
Slagelse Station har direkte togforbindelser til og fra København, Fyn og Jylland, og der kører busser til alle større omkringliggende byer.
Fra Slagelse Station kan du tage Bus 903, som kører hver halve time direkte til festivalområdet. Stå af ved Rodenkildevej / Rosenkildeparken – turen tager cirka 7 minutter.
Efter kl. 19 kører bussen én gang i timen, så du stadig nemt kan komme frem (og hjem igen).
Festivalpladsen åbner begge dage kl. 12.00. Det er muligt at få armbånd og købe billet allerede fra kl. 10.00, hvis du gerne vil være helt klar, inden musikken går i gang.
Musikken starter kl. 13.00 begge dage og spiller cirka til kl. 21.00 onsdag og kl. 20.00 torsdag. Tiderne er vejledende, og pladsen lukker kort tid efter, når den sidste tone har lagt sig.
Parkeringspladsen holder åbent, indtil den sidste bil er kørt hjem.
Det er ikke tilladt at medbringe egen mad og drikkevarer hjemmefra på festivalpladsen. Der kan dog gøres undtagelser i forhold til sondemad eller anden særlig kost. Det vurderes af adgangskontrollen på dagen.
Af sikkerhedsmæssige årsager må man heller ikke tage pavilloner, parasoller eller borde med ind.
Til gengæld er du meget velkommen til at medbringe festivalstole, klapstole, tæpper, tasker og trækvogne, så du kan slå dig ned og nyde dagen i dit eget tempo.
Festivalområdet er røgfrit, og der henvises til særlige rygeområder ved indgangen. Der sælges ikke cigaretter eller andre nikotinprodukter på festivalen.
Børn op til 12 år har gratis adgang, men skal være i følge med en voksen.
Det vigtigste er god stemning og plads til alle. Vis hensyn, send gerne et ekstra smil afsted, og vær med til at gøre Sjællandsfestivalen til én stor kærlighedsfest.
Alle boder på festivalpladsen modtager kontanter, alle gængse betalingskort og MobilePay. Der kan gives kvittering på alle køb.
Har du brug for kontanter, kan der hæves penge i informationsteltet.
På bodgaden kan der forekomme andre eller supplerende betalingsmuligheder i de enkelte boder.
På festivalpladsen finder du et bredt udvalg af mad og drikke. Grillteltet byder på klassikere som fritter, hapsdogs, kæmpe festivalpølser og kartoffelsalat, mens der også er burgere, thaimad og varme retter fra Kok Amok. Der sælges sodavand, vand, øl og vin, og i kioskteltet kan du købe slik, chips, chokolade og is. Er den søde tand ekstra sulten, kan du glæde dig til kaffe, kage og fyldte pandekager. Her er der både nybagte kager, flere slags kaffe og te – og hele kander almindelig kaffe, hvis tørsten er stor.
Derudover kan du købe festival- og artistmerchandise, blandt andet de populære årlige festivaltshirts. På pladsen finder du også både ballonbod og sminkebod.
Vi gør, hvad vi kan for at holde priserne nede. Som eksempler koster en hapsdog 40 kr., is fra 20 kr., burgere fra 95 kr., ansigtsmaling 50 kr., sodavand 30 kr. og øl 50 kr.
Der udskænkes naturligvis ikke alkohol til unge under 18 år.
Hvis du har mistet noget, skal du henvende dig i informationsteltet og forklare, hvad du mangler. Det er også her, alle fundne genstande bliver indleveret, og ofte dukker tingene op igen.
Du har mulighed for at lægge navn og telefonnummer, så vi kan kontakte dig, hvis det dukker op senere.
Opdager du først tabet efter festivalen, kan du kontakte os på Facebook og beskrive, hvad du har mistet. Så gør vi, hvad vi kan for at hjælpe.
Vi anbefaler, at du er så selvforsynende med strøm og powerbanks som muligt, når du besøger festivalen.
Skulle der opstå akut behov for opladning, kan du kontakte informationen. Husk at medbringe eget kabel og strømstik.
Billetter til Sjællandsfestivalen sælges via Ticketmaster. På denne side finder du links til de forskellige billettyper. Du kan vælge mellem dagsbilletter til de enkelte dage eller en partoutbillet, som gælder begge dage.
Billetterne kan enten printes hjemmefra eller vises direkte på mobilen ved indgangen – det bestemmer du selv.
Ja, det er muligt at købe billetter via EAN-nummer frem til og med 30 dage før festivalen.
EAN-køb henvender sig til virksomheder og offentlige institutioner og foregår via Ticketmasters faktureringsordning. Proceduren og betingelserne følger Ticketmasters gældende regler for køb via faktura.
Vi anbefaler, at man er ude i god tid, da denne mulighed lukker senest 30 dage før eventet.
Ja, der sælges billetter ved indgangen, så længe der ikke er udsolgt.
Vi gør dog opmærksom på, at der er risiko for udsolgt, og at det altid er billigere at købe billet online på forhånd. Samtidig er du sikret adgang, hvis du allerede har billetten i lommen (eller på mobilen).
Billetsalget lukkes, når festivalpladsen vurderes fuld.
Der findes ikke særskilte ledsagerbilletter på festivalen.
Alle gæster, uanset ledsagelse eller behov, skal have en gyldig billet for at få adgang til festivalpladsen. Der ydes ikke nedsat pris eller gratis adgang for ledsagere.
Billetter til Sjællandsfestivalen kan som udgangspunkt ikke refunderes eller byttes.
Refundering og eventuel ombytning følger Ticketmasters gældende handelsbetingelser, og vi henviser derfor til deres regler for nærmere information. Det gælder også i tilfælde af sygdom eller ændrede planer. Vi anbefaler, at du læser Ticketmasters betingelser grundigt, inden du gennemfører dit billetkøb.
Ja, der er samaritter på pladsen under hele festivalen. Førstehjælpen er placeret lige ved siden af informationsteltet og er tydeligt skiltet. Skulle der opstå en større hændelse, tilkaldes ambulance, og crewet er orienteret om procedurer for afhentning og adgang, så hjælpen hurtigt kan komme frem.
Ja. Festivalpladsen er indhegnet, og alle gæster adgangskontrolleres ved indgangen. Der er professionelt vagtpersonale samt hjælpere på pladsen hele dagen, og festivalen er kendt for god stemning og en tryg, familievenlig atmosfære. Pladsen fyldes aldrig mere op, end at der fortsat er god plads pr. gæst.
Selvom festivalen foregår udendørs, gør vi, hvad vi kan for at sikre god fremkommelighed – også for kørestolsbrugere.
Hvis der opstår en nødsituation, skal du straks kontakte en hjælper, henvende dig i informationen eller tage direkte fat i samaritterne.
Der er udarbejdet risikovurderinger og nødplaner i samarbejde med brand, redning og politi, og crewet er trænet i at håndtere situationerne.
Hold øje med storskærmen og lyt til information fra scenen. Hvis det anvises, skal du bevæge dig roligt mod de markerede nødudgange, som er tydeligt skiltet og bemandet af hjælpere.
Vi søger løbende friske frivillige kræfter fra år til år, som har lyst til at være med til at få Sjællandsfestivalen til at ske. Festivalen ville ganske enkelt ikke eksistere uden de mange frivillige, der hvert år lægger tid, energi og engagement i at skabe en god oplevelse for alle. Det er en kæmpe indsats, og den er både set, værdsat og helt afgørende.
Hvis du har lyst til at være med som frivillig, kan du sende en forespørgsel til frivillig@sjaellandsfestivalen.dk, så hører du fra os.
Alle frivillige skal møde op i servicecenteret, som ligger ved indgangen til festivalpladsen.
Her får du udleveret hjælpertøj samt eventuelle handsker, kasket eller andet relevant udstyr. Dit præcise mødetidspunkt afhænger af dit område og dine vagter og bliver oplyst af teamlederen for det pågældende område.
Ja, der kan udleveres et frivillighedsbevis på forespørgsel. Beviset kan udstedes enten digitalt eller som fysisk, printet dokument.
For at få et frivillighedsbevis kræver det minimum 7,4 timers frivilligt arbejde på festivalen.
Inde på selve festivalpladsen finder du et godt udvalg af boder, så både sult, tørst og festivalstemning er dækket ind. Der er madboder med både grillteltet og Kok Amok, hvor du kan købe varme retter og klassiske festivalfavoritter. Derudover findes der boder med øl, vand og andre drikkevarer samt kaffevogne med salg af kage.
Du kan også finde kiosktelt, ballonbod, merchandisetelt og ansigtsmaling, så der er noget for både børn og barnlige sjæle.
Bodgaden er placeret uden for festivalpladsen og kræver ikke armbånd eller billet for at besøge.
Udvalget af boder varierer fra år til år, men her kan du typisk finde salgsboder med alt fra tøj og tryk til træværksteder, blomster og andre kreative ting. Det er et hyggeligt område, hvor der er plads til at gå på opdagelse og finde noget lidt anderledes.
Ønsker du en salgsbod i bodgaden, koster det 250 kr. pr. 5 meter bodbredde uden strøm og 500 kr. pr. 5 meter bodbredde med strøm.
Da bodgaden er placeret uden for festivalpladsen, er der intet krav om indgangsbilletter for bodholdere. For yderligere information og henvendelser om salgsboder kan du kontakte Lars Ravn på larra1805@gmail.com.
Det er ikke muligt at ansøge om stadepladser eller boder til salg af mad og drikke på selve festivalpladsen. Her har Sjællandsfestivalen indgået aftale med Kok Amok, og øvrig catering varetages af festivalen selv.
Ja. Merchandiseboden er placeret til højre for scenerne.
Her kan du købe merchandise fra de optrædende artister og i nogle tilfælde også være heldig at få et billede eller en autograf. Derudover sælges festivalens eget merchandise som t-shirts, drikkedunke, dillebamsen og andre festivalfavoritter.